Få
tilsendt nyhedsbreve fra borgmester Michael Ziegler med specielt fokus på
de lokalpolitiske beslutninger samt på visioner for
din kommune, klik her!
Få
tilsendt nyhedsbreve fra formanden for foreningen, Kurt Scheelsbeck. Her
er fokus både
på aktiviteter og på vigtige landspolitiske temaer, klik her!
|
18.10.2009
- Af Borgmester Michael Ziegler:
Medieomtalen af Tåstrupgård og borgmesteren
Foranlediget af den megen medieomtale af Tåstrupgård i almindelighed og mine egne handlinger i særdeleshed, har jeg brug for at fortælle den fulde historie, som jeg kender den og selv har oplevet den.
Om indflytningen og opholdet i Tåstrupgård
Jeg flyttede ind i Tåstrupgård i marts 2006, fordi jeg var blevet fanget af et valgløfte. På et vælgermøde var jeg kommet til at tilbyde, at jeg ville flytte ind en måned på prøve for at lære området bedre at kende – et løfte der i øvrigt ikke var betinget af, at jeg blev borgmester. Det var altså ikke et mediestunt – det var blot at overholde, hvad jeg havde lovet.
Jeg flyttede ind med møbler og fordomme! Jeg havde nemlig selv kørt valgkamp på, at langblokken i Tåstrupgård burde rives ned. Jeg havde ikke meget tiltro til, at området kunne løftes.
Men jeg blev positivt overrasket. Jeg blev taget rigtig godt imod af både børn og voksne – uanset kulturel baggrund. 99% af dem jeg mødte, var virkelig positive mennesker, som kun vil det bedste for dem selv, deres børn og deres boligområde. Jeg blev inviteret indenfor hos flere, hvor jeg fik indtryk af en anden hverdag og kultur end den danske – og det var faktisk berigende.
Jeg oplevede også, at der var utrolig meget aktivitet i bebyggelsen. Masser af klubber og foreninger, som jeg oplevede var med til at skabe fællesskab og sammenhold. Et godt eksempel er en tyrkisk kvindeklub. Jeg talte med kvinderne, der talte lidt gebrokkent dansk. Men deres små børn løb rundt og legede – og talte et perfekt dansk indbyrdes. Det var en fantastisk oplevelse, som overbeviste mig om, at vores førskoleindsats virker.
Jeg fik kort sagt et overraskende positivt indtryk af området. Det var dét, der fyldte i min bevidsthed dengang og det er dét, der fylder i dag, når jeg tænker tilbage. Og det var dét jeg fortalte om i de talrige interviews, som jeg gav.
Men det er rigtigt, at jeg havde én negativ oplevelse. En dag jeg kommer hjem er min rude knust. Jeg erfarer, at en person på hjemmesiden Arto.dk praler med at have knust den, og annoncerer, at ”i morgen vi knepper hans bil”. Det bliver jeg vred over - det er jo hærværk. Jeg politianmelder omgående sagen. Efter at have sovet på det beslutter jeg mig for, at denne enkeltstående hændelse ikke skal have lov at overskygge det ellers overraskende positive billede, jeg har fået af området. Så jeg vælger ikke at fortælle den historie offentligt.
Men hemmeligholdt bliver den nu omvendt ikke. Både politiske venner og fjender har hørt om den historie. Da jeg holdt min 38 års fødselsdag i lejligheden i Tåstrupgård fortalte jeg dem, hvad der var passeret få dage forinden. Og her deltog repræsentanter fra Venstre, Radikale, DF og faktisk også et socialdemokratisk byrådsmedlem fra Ishøj. Og i mange andre sammenhænge er historien fortalt og den har "kørt på gangene" på Rådhuset. Når Berlingske i det hele taget er istand til at fortælle den historie nu, er det det faktisk fordi, jeg har fortalt dem om den. De gravede den ikke selv frem. Det var mig selv, der opsøgte Berlingske for at fortælle den
Der er også en hændelse med noget graffiti på min dør, men det tager jeg aldrig alvorligt. Det er drengestreger!
Jeg føler mig aldrig truet, da jeg bor i Tåstrupgård. Min egen mor, der jo var bekymret over min indflytning, må også, da hun besøger mig, erkende, at det virker da meget fredeligt. Sådan var situationen marts 2006, da jeg bor i Tåstrupgård. Jeg ved det, for jeg var der selv – i modsætning til de mange, der nu gør sig kloge på situationen. Ingen trusler, ingen verbale overfald, en masse gode oplevelser og én dårlig hændelse med en brosten. Hverken mere eller mindre.
Har jeg holdt oplysninger tilbage for byrådet?
Nej jeg har naturligvis ikke holdt oplysninger tilbage for byrådet! Børne- og ungdomsudvalget holdes løbende hver måned orienteret om kriminalitetssituationen i kommunen. Det sker med månedlige sager om den kriminalpræventive indsats. I sagerne fortælles om kriminalitet og optræk hertil i de forskellige områder i kommunen.
I de seneste fire år er der fremlagt 37 af disse sager. I 23 af disse sager er der omtale af problemstillinger i Tåstrupgård. Problemstillinger, der alle langt overskygger en smadret rude.
Børne- og Ungdomsudvalget er altså fuldt og helt orienteret om den viden om Tåstrupgård, som kommunen er i besiddelse af. Medlemmerne af udvalget har altså
i særlig grad mulighed for at få oplysninger om situationen og de har
i særlig grad mulighed for at stille forslag om en anden indsats, hvis de måtte mene, at der er behov for det. Formand for udvalget er det socialdemokratiske byrådsmedlem Vibeke Winther og medlemmer af udvalget er blandt andet
Thomas Bak og Frederik Hansen.
Byrådet er også fuldt orienteret om situationen, for de får kopier af sagerne i Børne- og Ungdomsudvalget.
Alle oplysninger er altså lagt frem, hvilket vel også bekræftes af Svend-Erik Hermansens læserbrev i Dagbladet forleden under overskriften ”Ingen er ført bag lyset”.
Det eneste, som byrådsmedlemmer ikke officielt har fået at vide, er, at min rude blev knust. Og lidt retorisk kan man spørge: ville den oplysning have fået dem til at iværksætte indsatser i Tåstrupgård, som de ikke har iværksat på baggrund af meget mere alvorlige rapporteringer gennem 4 år?
Om den aktuelle situation – er der kriminalitetsproblemer i Tåstrupgård?
Der ér problemer i Tåstrupgård. Det er der i dag, det var der for 5 år siden, og det var der for 10 år siden. Problemerne består i, at der en lille gruppe af hårde kriminelle, som til tider sætter en meget negativ dagsorden. Det ved alle og håndteringen af denne gruppe er en regulær politi-opgave. Situationen i Tåstrugård er derfor til enhver tid præget af, hvor stor en del af denne gruppe, der sidder i fængsel.
Det er mit indtryk, at situationen i løbet af de senere måneder er blevet forværret. De hårde kriminelle sætter for tiden en meget tydelig negativ dagsorden. Det italesatte jeg faktisk selv i Lokalavisen
to uger før, at Berlingskes artikelserie begyndte.
Men i kølvandet på omtalen af Tåstrupgård i de seneste par uger er der kommet nye oplysninger frem.
Det er kommet frem, at mindreårige tilsyneladende løser ”vagtopgaver” iført skudsikre veste. Det er en rystende oplysning. Det er ikke noget, hverken kommune eller politi har været bekendt med. Men det skal der naturligvis handles på. Det er en af de vigtigste opgaver for kommunen at bryde fødekæden til de kriminelle miljøer, og vi kan ikke sidde overhørig, at mindreårige ved at løse vagtopgaver er på vej ind i kriminalitet. Kommunen handlede omgående på oplysningen ved at etablere en ”hotline”, som giver de unge adgang til ledende medarbejdere på rådhuset – medarbejdere, som hurtig vil kunne iværksætte hjælpeforanstaltninger.
Umiddelbart efter at have modtaget disse oplysning tog jeg initiativ til at indkalde byrådet til et ekstraordinært byrådsmøde for at drøfte situationen. Og jeg tog initiativ til at nedsætte en særlig politisk styregruppe. Styregruppen skal foretage en hurtig situationsvurdering og tage initiativ til handlinger og nye indsatser. På den korte bane handler det om, at få identificeret, hvem der i givet fald er involveret i disse ”vagtopgaver” og få sat en meget målrettet og individbaseret indsats i værk overfor dem. På den lange bane handler det om, at få revurderet helhedsplanen for området. Bliver den efterlevet? Er det de rigtige indsatser? Skaber man de rigtige resultater?
Det er også kommet frem, at boligselskabet har ansat en af de allermest kriminelle personer som ”bomvagt”. Det er noget som selvstændigt har været diskuteret i Børne- og Ungdomsudvalget, og som kommunen har taget meget klar afstand fra. Men da helhedsplanens administreres lokalt af boligselskabet har vi ikke haft mulighed for at forhindre det.
«
Forsiden
|
|