Få
tilsendt nyhedsbreve fra borgmester Michael Ziegler med specielt fokus på
de lokalpolitiske beslutninger samt på visioner for
din kommune, klik her!
Få
tilsendt nyhedsbreve fra formanden for foreningen, Kurt Scheelsbeck. Her
er fokus både
på aktiviteter og på vigtige landspolitiske temaer, klik her!
|
01.09.2010 –
Af folketingsmedlem Kurt Scheelsbeck:
Min første dag på "Borgen"
Onsdag den 1. september har været en helt speciel dag for mig. Det var nemlig dagen, hvor jeg for første gang mødte ind på mit nye "job" som medlem af Folketinget.
Baggrunden for, at jeg fra d.d. og frem til december måned skal deltage i lovgivningsarbejdet, er, at Charlotte Dyremose er på barselsorlov i denne periode.
Jeg havde på forhånd aftalt med min nye sekretær, Bodil Bach, at jeg blot skulle bede receptionen om, at der blev ringet efter hende, så jeg kunne få lov til at komme indenfor i "det forjættede land". Præcis kl. 09 gjorde jeg som aftalt, og Bodil kom hurtigt ned for at hente mig.
Første stop, inden jeg fik lov til at komme videre, var hos medlemsservice, hvor der blev taget et snapfoto af mig. Herefter kunne der produceres et adgangskort, så jeg ikke fremover behøver at ringe efter Bodil for at få lov til at komme indenfor på Christiansborg.
Turen gik så endelig op til 2. sal, hvor mit kontor er placeret. På Christiansborg er der tradition for, at de yngste medlemmer (altså i anciennitet) er placeret længst væk fra folketingssalen. Derfor har ca. halvdelen af C-gruppen kontorer i den fløj, der omkranser ridebanen på Christiansborg. Den resterende halvdel har derimod kontorer relativt tæt på folketingssalen på 2. salen, hvor gruppeværelset også er placeret. Når jeg har fået kontor på samme gang som de "ældste", så er det selvfølgelig fordi, at jeg midlertidigt har overtaget Charlotte Dyremoses kontor.
De første par timer af min første arbejdsdag blev brugt sammen med en af "Borgens" dygtige it-medarbejdere. Han gennemgik på pædagogisk vis de mange drev med et utal af dokumenter og notater, som jeg nu har adgang til. Selvom der findes dette righoldige arkiv, så er den mest besøgte side på Folketingets intranet (nettinget.ft.dk) dog dagens tilbud fra restauranten (populært kaldet Snapstinget).
Resten af dagen blev brugt på at læse op på, hvad der ligger af aktuelle emner på de områder, som jeg i den kommende periode skal koncentrere mig om. Jeg vil få nok at se til, fordi jeg heldigvis er blevet medlem af nogle både spændende og "tunge" udvalg. Det drejer om Skatteudvalget, Arbejdsmarkedsudvalget, Politiskøkonomisk Udvalg og Det Etiske råd. Jeg er derudover blevet dyrevelfærdsordfører, så jeg skal også følge godt med i, hvad der sker i Retsudvalget.
Mit samlede indtryk af denne første arbejdsdag er utroligt positivt. Jeg glæder mig nu rigtigt meget til at komme i gang med arbejdet for alvor. Fra på tirsdag i den kommende uge starter det for alvor op med det første møde i folketingssalen.
Min næste "beretning" om arbejdet som medlem af Folketinget vil derfor udkomme i midten af den kommende uge.
«
Forsiden
|
|