Få
tilsendt nyhedsbreve fra borgmester Michael Ziegler med specielt fokus på
de lokalpolitiske beslutninger samt på visioner for
din kommune, klik her!
Få
tilsendt nyhedsbreve fra formanden for foreningen, Kurt Scheelsbeck. Her
er fokus både
på aktiviteter og på vigtige landspolitiske temaer, klik her!
|
31.08.2010 –
Af byrådsmedlem Kurt Scheelsbeck:
Skolestruktur, Ordførertale
Nedenfor kan du læse formand for Institutions- og Skoleudvalgets ordførertale i forbindelse med byrådets
behandling af en ny skolestruktur.
Når vi i dag kan indstille et forslag om ny skolestruktur for HTK, så gør vi det på et særdeles kvalificeret fundament.
Vi har holdt mange møder i skolestrukturudvalget, og vi har på hvert møde fået forelagt særdeles kvalificeret materiale fra administrationen.
Vi har også kunnet hente inspiration og viden fra de utrolig mange kvalificerede høringssvar, som vi har fået, inden vi havde skolestrukturen på byrådets dagsorden i marts måned.
Undervejs har vi ligeledes kunne hente inspiration på de møder, der i foråret er afholdt på en lang række af vore folkeskoler
Jeg vil her gerne benytte lejligheden til varmt at takke både administrationen, skolebestyrelserne, skoleledelserne, kreds 16 og alle andre, der har bidraget så positivt undervejs.
Jeg vil også gerne takke for den meget saglige og positive ånd, der har præget vores møder i skolestrukturudvalget.
Den indstilling, som vi i dag skal tage stilling til, lader imidlertid et enkelt spørgsmål stå åbent. Jeg skal vende tilbage til baggrunden for det åbne spørgsmål om lidt.
I første omgang vil jeg dog kort orientere om de forslag, som vi i dag indstiller til Byrådet:
1. Område Øst
Parkskolen nedlægges. Parkskolen og Grønhøjskolen sammenlægges på Grønhøjskolens arealer. Der foretages udbygninger med henblik på at skabe plads til den nye, større skoles elever.
Vi får en 4-sporet skole.
Parkskolens arealer anvendes til kultur- og uddannelseshus samt til nogle administrative funktioner, kulturelle institutioner, Linie 10 og Ungdomsskolen placeres sammen.
Impulsen bliver i de eksisterende lokaler samt i Musikskolens nuværende lokaler.
Højgården flyttes til nye lokaliteter, således at der etableres et samlet skole- og fritidstilbud for Højgårdens børn. Det arbejdes videre på at undersøge, om det samlede tilbud skal placeres på den nye Grønhøjskole eller på Parkskolen.
Der arbejdes videre på at samle kommunens gruppeordninger for elever med udviklingsforstyrrelser (ADHD og autisme) i et samlet ledelsesmæssigt og fagligt miljø.
2. Område Vest
Hedehusene Skole bevares indtil videre.
Der arbejdes ikke videre med, at overbygningselever fra Hedehusene Skole flyttes til Charlotteskolen.
Der arbejdes ikke videre med, at overbygningselever fra Sengeløse Skole flyttes til Fløng Skole.
Det besluttes principielt at bygge en ny skole i Hedehusene i forbindelse med udbygningen af Gammelsøområdet. I den forbindelse tages den samlede skolestruktur i vest op til revision med fokus på at skabe større enheder.
3. Område Midt
Gadehaveskolen bliver profilskole med én eller flere profillinier. Profilskolen etableres som et pilotprojekt, der evalueres med henblik på at vurdere muligheden for, at andre skoler i kommunen efterfølgende overgår til profilskoler.
Der igangsættes en proces i samarbejde med skolen med henblik på den konkrete udformning af profilskolen og evaluering af projektet.
4. Øvrigt
Der arbejdes videre med princippet om at etablere en samlet placering af kommunens modtageklasser.
Når en ny skolestruktur er besluttet, arbejdes videre med en revurdering af kommunens daginstitutionsområder og klubstruktur.
Der arbejdes ikke videre med muligheden for en 'landsbyordning' i Reerslev.
Økonomi
Den store udfordring for skolestrukturudvalget har siden marts i år været, at vi ikke havde helt så mange penge at gøre godt med, som vi på et tidspunkt troede!
De 80 mio. kroner fra Københavns Kommune er fortsat til rådighed for den nye skolestruktur - men derudover er der ikke mulighed for at afsætte penge til den nye struktur.
Jeg oplevede i mandags i sidste uge en helt forståelig frustration fra mange af de skolebestyrelsesmedlemmer, der var mødt frem for at høre bl.a. om den nye struktur.
Spørgsmålet lød her: Hvad bliver der så tilbage til det løft af læringsmiljøer på de øvrige af kommunens skoler?
På baggrund af dette meget relevante spørgsmål tog vi på skolestrukturudvalgets møde i sidste uge en ny model under overvejelse.
Modellen går kort fortalt ud på at anvende en lukket skole til plejecenter. Det geniale i den forbindelse er, at vi kan "købe den nedlagte skole af os selv" - og dermed får vi pludselig i omegnen af 40 til 50 mio. kroner ekstra til skolerne.
Da denne model er kommet så sent på bordet betyder det, at vi i indstillingen har medtaget følgende anbefaling:
"Der arbejdes videre med en skolelukning mere i område øst. Forudsætningen for denne model er, at den pågældende skole efterfølgende kan ombygges og anvendes til plejecenter. Skolestrukturudvalget vil efter hurtig inddragelse af de berørte skolers bestyrelser og ledelser indstille til Byrådet inden udgangen af september 2010".
Jeg er klar over, at vi dermed holder nogle skoler i Taastrup på pinebænken i endnu en måneds tid, og jeg vil derfor også sætte navn på det scenarie, som vi nu kører videre med:
Forslaget vil være, at vi nedlægger Rønnevangskolen, hvorefter vi udnytter den ledige kapacitet på Torstorp Skolen samt udbygger Borgerskolen.
Hvis vi med denne måneds ekstra respit kan nå frem til en endelig model for den nye skolestruktur, hvor der også bliver penge til nye læringsmiljøer m.m. på alle vore skoler, så kan udsættelsen godt forsvares.
Jeg håber derfor meget på bred tilslutning til denne indstilling, og jeg vil til sidst endnu engang takke varmt for de utroligt mange kvalificerede indlæg i hele processen.
«
Forsiden
|
|